Fakta om vaskemaskiner og tørretumblere

Kategorier Uncategorized

Der bruges meget energi til at vaske tøj, ca. 800 mio. kWh årligt i Danmark, svarende til over 1 mia. kr. To tredjedele anvendes til vaskemaskiner og en tredjedel til tørretumblere (januar 2003).

Gennemsnitlig går omkring 10 pct. af boligernes elforbrug således til tøjvask. Der står en vaskemaskine i langt de fleste danske hjem. I 2002 havde 75% af de danske hjem en vaskemaskine stående. Tørretumbleren bliver også mere populær, ca. 43% af alle husstande har en tørretumbler.

Vaskemaskiner

Vaskemaskinernes vand og elforbrug er blevet forbedret meget de seneste år, men der er stadig meget stor forskel på modellerne. Der kan være op til 70% energi at spare, ved at købe en energisparemodel. Der kan desuden spares meget energi ved at undlade at vaske ved 95°C og i stedet vaske ved 60°C. Herved sparer en familie op til 35% energi om året og både bakterier og husstøvmider bliver slået ihjel ved 60°C.

En undersøgelse fra Forbrugerrådets blad “Tænk & Test” har vist, at der ikke er nogen betydelig forskel på dyre og billigere modeller. Samme undersøgelse viste, at vaskemaskinerne ikke altid lever op til den energimærkning, de opgiver. Hvorvidt hvidevarer lever op til energimærkningen checkes af Energistyrelsen, som har tilsynet og skal sørge for at mærkningen er i orden. Undersøgelsen viste, at to billige modeller levede bedst op til det angivne energimærke.

Vaskepulver i maskinen

De nye vaskemaskiner udnytter vaskepulveret bedre end tidligere. Korrekt dosering er dog stadig vigtigt, da overdosering kan føre til udledning af unødvendige vaskeaktive stoffer til naturen.

Det er tilladt at anvende opsamlet regnvand til tøjvask. Det kræver dog specielle installationer og arbejdet må kun udføres af autoriserede fagfolk.

Tørretumblere

Tørretumblere er meget energikrævende. Der bruges ca. 3 kWh til at tørre 5 kg tøj eller 3 gange så meget energi som til en 60° C vask. Tørring i det fri kræver derimod ingen energi, og det er derfor både miljømæssigt og økonomisk at foretrække. De to mest almindelige typer af tørretumblere er af-træks- og kondenstumblere. Der sælges næsten dobbelt så mange aftræks- som kondenstumblere. Aftrækstumbleren kræver aftræk til det fri, hvorved en del af varmen forsvinder ud i luften. Kondenstumbleren kræver derimod ikke aftræk. I stedet opsamles fugten i en beholder og tumbleren afgiver tør og varm luft til det rum, hvori den står. Er rummet opvarmet, og opvarmningen termostatsstyret, kan man derfor i fyringsperioden udnytte den afgivne varme. Det betyder, at selvom kondenstumbleren bruger ca. 10% mere energi end aftrækstumbleren, er kondenstumbleren alligevel mere energivenlig set i det samlede energiforbrug. Det er muligt at få gasdrevne tørretumblere til huse med naturgas. Disse maskiner har et lavere energiforbrug og tørrer tøjet hurtigere.

Kombineret vaskemaskine/tørretumbler

Det er muligt at købe en kombineret vaskemaskine/ tørretumbler, men den bruger mere energi end to adskilte maskiner tilsammen. Desuden kan tumbleren, i en kombineret model, kun tørre halvdelen af det tøj, der er plads til at vaske i maskinen. Det er derfor nødvendigt at fjerne noget af tøjet inden tørring.

Energimærkning

Energimærkningen gør det lettere for forbrugeren at vælge et produkt med lavt energiforbrug. Energiforbruget markeres med en skala fra A til G, hvor A-apparater har det laveste energiforbrug. Købes en ny og energibesparende A-vaskemaskine eller tørretumbler, kan der spares ca. 30% af energiforbruget i forhold til en gennemsnitlig model.

Miljømærkning

Når der købes en miljømærket vare, er det en garanti for, at den er blandt de mindst belastende for miljøet uden at kvalitet og funktion forringes. Blomsten er EUs Miljømærke, og Svanen er det Nordiske Miljømærke. Der er endnu ikke opstillet nogle kriterier for miljømærkede tørretumblere, men der findes en producent, der markedsfører en svanemærket vaskemaskine.

Skrotning

I nogle kommuner indsamles vaskemaskiner og tørretumblere som en del af en storskraldsordning, men det er altid muligt at aflevere hårde hvidevarer på den kommunale genbrugsstation. Ved køb af en ny vaskemaskine eller tørretumbler, kan man ofte ved levering give den gamle i retur.